Allmenligt
THC er en forkortelse for tetrahydrocannabinol, den mest kendte cannabinoid blandt fytocannabinoiderne. Det er en farveløs olie fra klassen af antiemetiske stoffer. På grund af sin psykoaktive virkning er THC i mange lande omfattet af narkotikalovgivningen, hvilket gør besiddelse og erhvervelse ulovlig i Tyskland.
Af de urtebaserede cannabinoider er THC stadig det stærkeste aktive stof i cannabisplanten og er bedst kendt for sin berusende virkning ved indtagelse.
Hvis man spørger folk, hvad de kommer til at tænke på, når de tænker på cannabinoider, vil langt de fleste straks nævne THC. THC er en forkortelse for Delta-9-tetrahydrocannabinol. Det er det stof, der skaber det "high", som cannabisbrugere ofte søger.
THC er sandsynligvis skyld i det udbredte og ofte ensidige ry, som cannabis har. Oprindelsen til at klassificere cannabis som en ren "narkoplante" ligger helt sikkert i THC. Men den psykoaktive plantecannabinoid kan naturligvis gøre mere end at udløse en hallucinogen virkning i centralnervesystemet.[1]
Forekomst og fremkomst
Delta-9-tetrahydrocannabinol opstår først som en syre i den hunlige cannabisplante. Cannabigerolsyre (forkortet CBGA) dannes, når to molekyler kondenseres, geranylpyrofosfat og olivetolsyre. Dette kan derefter ændres til THC-syre. Tørring og varme spalter molekylerne, og THC (blandt andet) produceres som et harpiksagtigt olieagtigt ekstrakt. Derfor har THC og CBG stort set samme forgænger, selv om deres virkningsmetoder er meget forskellige.
Kultiverede cannabisplanter har et stadigt stigende THC-indhold. Dette skyldes ikke mindst, at regelmæssig indtagelse af cannabis fører til en naturlig resistens over for virkningerne af THC. Gennem målrettet dyrkning af den kvindelige hampplante forsøges det hele tiden at øge THC-indholdet yderligere. Man mener, at THC-indholdet i europæiske cannabisplanter er fordoblet på blot ti år for at imødekomme den øgede opfattelse af modstandskraft blandt forbrugerne. I 2015 var THC-indholdet i planter, der blev solgt i Europa, i gennemsnit 10-20 %.
THC opstod beviseligt som et stof i det gamle Egypten.[2]Cannabispollen blev fundet på mumier der, og Seschat, den skriftkloge og regnemester, anses endda for at være en hampegudinde.
Selv om den amerikanske kemiker Roger Adams lagde fundamentet med sit arbejde med den første isolering og efterfølgende identifikation af cannabinoidet, var det israelske forskere fra Weizmann Institute of Science i Rechovot, der i 1964 for første gang kunne isolere THC i ren form.
Fra phytocannabinoid til ECS
Planternes cannabinoider er det, vi i fagsprog kalder phytocannabinoider. En af de mest kendte er THC, dvs. tetrahydrocannabinol.
Delta-9-tetrahydrocannabinol findes primært i planten som en syre, og den ændres kun til THC ved varme temperaturer og under UV-lys. Da befrugtede og mandlige hampplanter har mindre eller næsten ingen THC, foregår produktionen af cannabinoider normalt gennem separate kønsplanter.
Selv om virkemåden for THC stadig ikke er fuldt ud forstået, ved man allerede, at cannabinoiden binder sig til to cellereceptorer i det centrale (CB1) og perifere (CB2) nervesystem. Tilsammen udgør de en del af det endocannabinoide system. Dette er en betegnelse for kroppens egne budbringende stoffer, som har en lignende virkning som ved indtagelse af THC. Det regulerer en række vigtige funktioner i den menneskelige krop. De enkelte receptorer er fordelt i vores organer, i hele vores organisme og i vores hjerne, for eksempel for at sikre et velfungerende stofskifte.
Når THC har bundet sig til CB1-receptorerne, påvirkes signaloverførslerne i centralnervesystemet ved synapserne. Derfor forstyrres balancen mellem neurotransmittere. Dette resulterer i muskelafspænding, eufori og en reduceret smertefornemmelse. Dette gælder også for smerter forårsaget af kroniske sygdomme. Der kan opleves kognitive, psykomotoriske og limbiske forringelser, men de er midlertidige. Dette sker, fordi de ansvarlige receptorer er placeret i de "basale kerner", de centrale områder af hjernebarken under den menneskelige hjernebark (cortex cerebri). Nervecellerne der danner grundlaget for vores bevidsthed og alle kognitive og motoriske processer.
CB2-receptorer findes primært i vores immunsystem. Det betyder, at de er afgørende for at håndtere neuronale sygdomme med symptomer på inflammation eller neuropatiske smerter. Mere information om det senere.
Andre type 2-receptorer findes i fordøjelseskanalen, samt i immunsystemet, knoglerne, lungerne og endda i vores største organ: huden.
Den nye opdagelse er blevet gjort af et internationalt forskerhold, som har været i stand til at afkode CB2-receptorernes molekylære struktur. I dag ved vi altså, at CB1- og CB2-receptorer arbejder tæt sammen. Hvis den ene cannabinoidreceptor stimuleres af visse aktive stoffer, svækkes den anden, og nogle gange blokeres den endda helt. Dette fund er et stort gennembrud, især for medicinen og udviklingen af nye, mere effektive lægemidler.
THC og dets virkninger
THC stimulerer og aktiverer CB1-receptorerne. Hos raske mennesker med et intakt nervesystem fører denne ændring til en "kaotisk" udveksling af information. Fysiologiske processer og normale kropsfunktioner bliver vendt på hovedet. Denne ændring i bevidstheden om vores opfattelse udløser den "høje følelse". Andre bivirkninger ved cannabisbrug er bl.a. træthed og sløvhed. Da vores endocannabinoidreceptorer sidder på spytkirtlerne, forstyrres spytproduktionen også. Dette forklarer, hvorfor cannabisbrugere ofte kan have en tør mund efter at have røget cannabis. Røde øjne er en anden bivirkning og er forårsaget af forskellige faktorer i kombination. THC kan få blodtrykket til at falde og blodkarrene til at åbne sig. Vores øjne producerer færre tårer, hvilket forstyrrer den naturlige balance i vores tårefilm. Resultatet er rødlige øjne.
Under det "high", som brugerne oplever, og som varer et par timer, begynder THC-niveauerne at blive nedbrudt. Fytocannabinoiden nedbrydes i lungerne og leveren, indtil den udskilles fuldstændigt i afføring og urin.
Da menneskekroppen nedbryder cannabinoider ret langsomt, kan regelmæssig brug af cannabis stadig påvises i urinen fire uger senere. Det skyldes, at THC ophobes i fedtvævet og kun gradvist frigives i blodbanen. Et australsk forskerhold har også fundet ud af, at koncentrationen af THC i blodet ikke altid falder til et restniveau på under 3 nanogram/ml. Under undersøgelsen viste nogle forsøgspersoner et højere niveau en uge efter forbruget. Deltagere i undersøgelsen, der var regelmæssige cannabisbrugere, viste også uregelmæssige stigninger og fald i blodkoncentrationerne. Det betyder, at negative resultater kan fremstå i en blodprøve den ene dag og derefter være positive blot et par dage senere, hvis THC-indholdet pludselig stiger uden nyt forbrug.
Sportsaktiviteter og kost har også en indflydelse på THC-indholdet i blodet. Hvis stofskiftet stimuleres, kan THC frigives hurtigere fra fedtvævet og komme hurtigere i blodbanen.
THC og CBD
Så vidt vides har forskerne hidtil antaget, at THC er den eneste cannabinoid fra cannabisplanten, der har en psykoaktiv virkning, og at cannabidiol, forkortet CBD, kan reducere denne virkning. Derfor har avlerne været omhyggelige med at bruge hunhampplanter. I de seneste år har de høstet en stadig mindre andel CBD for at sikre den psykoaktive virkning, dvs. den klassiske rus af cannabis. Dette er på trods af en muligvis forhøjet THC-tolerancegrænse.
Nu viser nye undersøgelser imidlertid et andet billede af CBD. Deltagerne i undersøgelsen blev inddelt i fire forskellige grupper og indtog enten kun THC, kun CBD eller en THC-CBD-blanding[3] Den sidste gruppe inhalerede et skuffestof (placebo). Alle cannabinoider blev inhaleret gennem en fordamper, dvs. de blev ikke brændt, men kun fordammet.
Dette viste, at selv ren CBD har en vis, om end lav, psykoaktiv virkning på dem, der indtager det.
Selv virkningen af CBD på THC skal tages op til fornyet overvejelse. Deltagerne fra den gruppe, der brugte en THC-CBD-blanding, viste et højere niveau af beruselse end forbrugere af rent THC.
En af årsagerne hertil kan være CBD's tofasede virkning. Da CBD kun kan binde svagt til receptorer i endocannabinoidsystemet, bruger fytocannabinoiden et andet trick. Det ser ud til at kunne ændre og afbalancere ECS-receptorernes egenskaber, så THC bedre kan stimulere CB1- og CB2-receptorerne, når det indtages samtidig. Frem for alt viser denne interaktion, at forskningen om cannabinoider og deres virkninger er mere kompleks end tidligere antaget. Vi er stadig ikke i stand til at forstå hele spektret af virkninger på den menneskelige krop.
Kunstig THC
Der er gang på gang blevet gjort forsøg på at fremstille THC som et syntetisk stof. Hovedfokus er på at gøre det muligt for forbrugerne at"lovligt" skaffe og indtage syntetiske cannabinoider med en tilsvarende "høj" effekt som THC.
Forbrugerne rapporterer om lignende virkninger som ved cannabis. Potentielt kan disse være langt stærkere end plantens "high".
Dette skyldes til dels ukontrolleret produktion og uklare doser. På grund af den store variation i styrke og struktur af de forskellige syntetiske cannabinoider er det let at overdosere ved et uheld.
Følgen er en uoverskuelig og potentielt livstruende effekt på forbrugerne.
Forbrug
Da besiddelse af THC i det store og hele er ulovlig i Tyskland og mange andre dele af verden, kan undersøgelser ikke registrere det uoplyste antal forbrugere. Ifølge en FN-rapport bruger ca. 192 millioner mennesker på verdensplan cannabis. Det gør den THC-holdige plante til det mest forbrugte stof på jorden.
Den mest udbredte metode til indtagelse af cannabis med THC er ved at ryge joints. Forbrugerne fylder enten disse med tobak eller indtager "græsset" som et rent stof. Bongs, vaporizere, piber og lignende medier bruges også til at indtage THC. Når THC brændes af forbrugeren, skaber cannabinoidet den typiske cannabisberusende virkning med en "high følelse".
Da THC kan forårsage et fald i blodtrykket, åbner blodkarrene sig. Blandet med en nedsat produktion af tårevæsken, som forstyrrer den naturlige balance i menneskets tårefilm, får typisk mange mennesker, der ryger cannabis, røde øjne.
Da THC er meget fedt- og olieopløseligt, kan det indgå i fedtholdige retter som mælkedrikke og bagværk. Dette fører til populære indtagelsesmetoder som f.eks. det, vi kalder "hashbrownies".
Virkemåder
Og selv om forskningen endnu ikke kan afklare THC's nøjagtige virkningsmekanisme (hvilket er tilfældet for de fleste cannabinoider), ved vi allerede, at THC styrer CB1- og CB2-receptorerne i det menneskelige endocannabinoid-system. Disse receptorer findes hovedsageligt i det centrale og perifere nervesystem.
THC bevæger sig gennem lungerne ind i blodbanen. Når det først er i kroppen, styrer det primært CB1-receptorer, men også CB2-receptorer ved at binde sig i hjernen. Med udgangspunkt i disse bindingssteder virker cannabinoidet på nervecellerne. Den ændrer frigivelsen af neurotransmittere. Budbringersubstanser i nervecellerne ændres, og den psykoaktive virkning begynder.
Men generelt kan vi ikke sige, hvilken virkning det har på den menneskelige krop. Cannabis-"high" afhænger ikke kun af den oprindelige cannabisplante, men også af den enkelte forbruger.
Derfor ved vi for eksempel, at planter med et højt CBD-indhold kan forstærke det 'high', som THC giver, mens CBD har en modsatrettet virkning. Fytocannabinoider påvirker og regulerer hinanden gensidigt.
THC kan også binde sig til CB1-receptorer i immunceller, mave-tarmvæv, hjerte, lunger og andre organer. Immuncellerne har også CB2-receptorer, og disse kan støtte cellevækst.
Medicinske anvendelser
På grund af de mange fytocannabinoider i cannabisplanten, som har et væld af virkninger i den menneskelige krop takket være endocannabinoidsystemet, er cannabis stadig alt for ofte misforstået som en universel mirakelkur. Desværre er det ikke muligt at forbedre eller endog helbrede alle sygdomme med medicin, der indeholder cannabis. Men hvis THC-forbruget er specifikt, kan det have fantastiske virkninger.
Ud over problemer med hukommelsen har demens også mange andre symptomer. Mange patienter klager over en ændring i smagssansen, hvilket fører til nedsat appetit. Der er risiko for underernæring og fejlernæring.
En tilfældig opdagelse i slutningen af halvfemserne afslørede, at THC kan øge appetitten hos Alzheimer-patienter og bidrage til at mindske risikoen for eventuelle ernæringsmæssige skader.
I august 2006 fandt forskere fra Scripps Research Institute ud af, at THC er i stand til at bekæmpe et skadeligt protein fra Alzheimers sygdom. Det kan hæmme dannelsen af amyloide plaques, den vigtigste markør for Alzheimers sygdom. Derefter påvirkes informationsstrømmen i hjernen gennem receptorer, der binder sig, hvilket fører til en omlægning af den cellulære kommunikation. Dette kan reducere forvirret adfærd.
Kræftpatienter kæmper ikke kun med selve den ondartede sygdom under kemoterapi, men også med symptomer som generelle smerter, kvalme, opkastninger eller tab af appetit.
THC i sig selv er ikke et smertehæmmende stof, hvilket fremgår af fordelingen af receptorer i hjernen, dvs. i endocannabinoidsystemet. Receptorer, der betragtes som bindingssted for THC, findes hovedsageligt i frontalhjernen og det limbiske system. Det er bl.a. her, hvor følelser behandles og smertefornemmelsen vurderes. Videnskabelige forsøg har vist, at selv om THC ikke har nogen smertestillende virkning, kan det hjælpe nogle patienter til at blive mindre belastet af smerte.
Amygdalaen er også placeret i det limbiske system. Det påvirker minder og har kontrol over negative følelser som frygt og vrede. Undersøgelser har vist, at tetrahydrocannabinol kan hæmme aktiviteterne i amygdalaens angstcenter og forstyrre overførslen af information. Dette blev dog ikke oplevet af alle deltagere, når cannabinoid blev administreret. Det er ikke klart, hvorfor nogle mennesker føler stærkere virkninger af THC end andre.
Perifere, neuropatiske smerter påvirker hjernen og rygmarven, og de deraf følgende smertesymptomer skyldes beskadigede eller syge nervestrukturer. Da vi allerede ved, at THC virker på receptorerne i hjernen, giver det ret god mening at bruge cannabinoidet i medicinske tilfælde til relevante patienter. Dette er mest bemærkelsesværdigt, når de pågældende ikke ønsker de almindelige bivirkninger af konventionel medicin.
I placeboforsøg blev THC administreret til nogle af deltagerne som en 2,7 mg THC-spray. Det er vigtigt at nævne, at der også blev tilsat CBD til sprayen. Spraydosis blev øget i løbet af undersøgelsen og justeret i henhold til den reduktion af smerte, som deltagerne ønskede.
Succesen af THC sammenlignet med placebogruppens virkninger var tydeligt synlig i denne undersøgelse.[4]
Fytocannabinoidens tolerance og effekt blev vist hos forsøgspersonerne gennem forbedret søvnkvalitet og generelt forbedret velvære.
Disse resultater gør THC til et effektivt lægemiddel til patienter, der lider af perifere neuropatiske smerter, hvis deres symptomer har været resistente over for behandlinger med andre lægemidler.
Cannabinoid hyperemesis syndrom
Cannabis hyperemesis syndrom, forkortet CHS, er en sygdom, der er forbundet med direkte indtagelse af THC i cannabis.
Symptomklyngen manifesterer sig som en cyklus af generel utilpashed, kvalme, opkastninger og mavesmerter.
På grund af det lave antal tilfælde er der dog stadig ikke noget konkret bevis for, at denne sygdom faktisk er direkte relateret til overdreven langvarig cannabisbrug. Da THC er et ulovligt stof og populært i mange lande, spekulerer nogle læger i et stort antal ikke-rapporterede tilfælde.
Den relativt nye sygdom blev først beskrevet af fire australske forskere i 2004.[5] Da konventionelle antiemetika og smertestillende midler ikke synes at have nogen effekt, er infusioner en anbefalet metode til cannabis hyperemesis syndrom, når en person ikke indtager nok væske på andre måder. I tilfælde af at daglig og overdreven cannabisbrug forårsager CHS-symptomer, vil det være det bedste råd at undgå cannabis helt og holdent i fremtiden.
Andre resultater rapporterer, at det at tage varme bade også kan hjælpe med at lindre symptomerne, men dette er ikke blevet påvist gennem nye undersøgelser.
[1] https://de.wikipedia.org/wiki/Rechtslage_von_Cannabis
[2] http://www.druglibrary.org/schaffer/hemp/history/first12000/1.htm
[3] https://link.springer.com/article/10.1007%2Fs00406-019-00978-2